Afrika har aldrig været ét land. Det er mange. Alligevel bruger vi i Vesten ofte ordet som om det dækkede én samlet virkelighed. Ét kontinent. Ét liv. Ét udtryk. Sandheden er en anden. Afrika rummer lande med hver deres historie, sprog og rytme. Kulturer der vokser i forskellige retninger. Livsformer der spænder fra stammefolk og små landsbyer til storbyer, rigdom og moderne samfund.
Med den forståelse besluttede vi os i december 2025 for at rejse sydpå. Ikke for at forstå Afrika, men for at få et glimt af to lande. ”Afrikas perle” Uganda og det bakkede Rwanda.
Vi valgte Uganda og Rwanda, fordi vi ønsker at komme tæt på menneskerne. Ikke de polerede facader, men hverdagen. De steder hvor få turister finder hen. Vi ville tale med mennesker, som lever deres liv, som generationer før dem havde gjort. Forstå deres vilkår, deres drømme og deres virkelighed.
Uganda er på papiret en hybridstat. Et land der balancerer mellem demokrati og diktatur. I over tre årtier har landet haft samme præsident, som overtog magten efter tyrannen Idi Amin. Overfladen virker mere stabil, men under den lever befolkningen med retsforfølgelse, hvis de taler magten imod. Stemmesedler uden betydning. Et gennemkorrupt system, hvor kløften mellem rig og fattig er voksende. Spørgsmålet er, hvordan det mærkes indefra. Hvordan oplever befolkningen selv deres hverdag.
Rwanda bærer på en endnu tungere historie. For få årtier siden har landet været ramt af et af de værste folkedrab siden Holocaust. Over en million mennesker blev dræbt, og nationen var flået i stykker. Vi ville forstå, hvordan livet så ud efter tragedien. Om arrene stadig var synlige. Om historien lå som en stille skygge i hverdagen.
På trods af ødelæggelse og korruption tror vi på det bedste i de mennesker vi møder. Vi ønsker at lære af andre kulturer og tage noget af den læring med hjem og ind i vores egen hverdag.
Den 14 december pakkede vi cykler og rygsække og satte kurs mod Uganda. Efter en flyvetur på 16 timer var planen at hoppe direkte på cyklerne og komme ud og opleve. Det blev ikke helt sådan. Da vi landede, var hverken cykler eller bagage kommet med. De stod stadig i Istanbul.
Vi har efterhånden lært at være omstillingsparate. Humøret blev holdt højt, og vi gjorde brug af den chauffør, vi havde hyret til vores kameramand. De første dage tilbragte vi i og omkring hovedstaden Kampala. Første opgave var at finde tøj, da vi kun havde det, vi stod i. Vi blev kørt til lokale markeder og markedsgader, og allerede her ramte stemningen os som et sansebombardement. Larmende, levende og kaotisk. Hænder trak i os fra alle sider, stemmer talte i munden på hinanden, og vi faldt i snak med de lokale sælgere.
På en af gaderne stod en stor flok mennesker samlet foran en lille elektronikbutik. Et lille tv viste præsidentkandidaten Bobi Wine tale foran en menneskemængde i centrum af Kampala. Folk råbte og heppede. Flere fortalte os, at de håbede inderligt på hans sejr. Han havde også stillet op ved sidste valg, men var kommet for tæt på magten og var endt i fængsel. De sagde åbent, at han måske ikke var den mest kvalificerede, men at han var folkets stemme. Det var voldsomt at overvære.
De følgende dage opsøgte vi små landsbyer i udkanten. Her oplevede vi møder, der satte sig fast. I en lille landsby ved en flod stod mennesker og skar fisk, mens andre skovlede sand op i lastbiler, der var sejlet ind med både. Vi tog fat og begyndte at skovle sammen med dem. De så undrende på os og brød ud i latter. På vej tilbage løb alle landsbyens børn efter os og råbte Mzungu. Det betyder hvid person eller vandreren. Vi spillede fodbold med dem og endte med at købe chapati til alle børnene. Det kostede 20 kroner.
Dagen efter ville vi forstå fiskeriet, som vi ser overalt i bybilledet bedre. I endnu en lille landsby mødte vi Henry, byens fisker. Han grinede, da vi spurgte, om vi måtte hjælpe, og tog os med ud på floden sammen med sin makker og sin søn. Fangsten udeblev. Henry fortalte, at uden fangst var der ingen penge og ingen mad. Så måtte man låne i kioskerne. Hans største drøm var at sende sine børn i skole og sørge for, at hans folk kunne leve et godt liv.
Efter fem dages venten ankom cyklerne endelig. De blev samlet, og vi kunne fortsætte. I mellemtiden var vi blevet tætte med vores chauffør Herbert. Han havde ikke set sine børn i fire måneder, fordi han ikke havde haft råd til at besøge dem uden at medbringe gaver. Vi gjorde stop i hans landsby nær Masaka og købte basale fornødenheder. Mødet var stille og ydmygt. Børnene bukkede, bar tingene ind og viste os deres hjem med stolthed. Alt de spiste, kom fra haven. Herbert gentog igen og igen, hvor glad han var.
Dagene efter cyklede vi gennem landsbyer, hvor børn råbte Mzungu og spurgte efter slik. Vi delte vingummi og slikkepinde ud på de røde sandstier. Vi cyklede gennem savanne få meter fra flodheste, bøfler, zebraer, giraffer og antiloper. Ofte med en ranger i nærheden. Vi cyklede gennem regnskov med aber og bavianer langs vejene. Luftfugtigheden lå tung, og naturen føltes næsten fysisk.
Vi cyklede side om side med mennesker på gamle cykler med ét gear. Barfodede. Op ad lange bakker med op mod 100 kilo last. Landskabet skiftede konstant, og det samme gjorde erhvervslivet. Menneskerne tilpassede sig naturen, ikke omvendt.
Det sværeste var følelsen af ikke at kunne hjælpe alle. Fattigdommen gjorde ondt at se. Men samtidig mødte vi smil, taknemmelighed og en ydmyghed, der skabte ro.
De sidste dage i Uganda cyklede vi i bjergene gennem øde landskaber. Stilheden og udsigten fyldte os. Overgangen til Rwanda føltes som at træde ind i en ny verden. Renere gader, mere struktur og stadig nysgerrige blikke. ”Land of a thousand hills” gav pludselig mening. Rismarker bølgede mellem bakkerne hele vejen mod Kigali.
Småbyerne bestod stadig af træhytter, men i hovedstaden rejste højhuse sig, og civilisationen larmede. Maden overraskede positivt. De sidste dage brugte vi på at udforske bylivet og markedet, hvor smalle gange og utallige butikker trak i os fra alle sider.
Uganda og Rwanda havde ikke givet os svar på alt. Men de havde givet os indsigt, nærvær og historier, der satte sig fast. Og det var præcis det, vi var taget afsted for.
Webale – Tak!
Kilometer i alt: cirka 800km
Se vores tur gennem Uganda & Rwanda på Youtube, på linket herunde.
