Pakistan er og har de seneste år, på negativ vis, været et omdiskuteret land i de vestlige medier. Særligt da de amerikanske styrker tilbage i 2011 fandt og henrettede grundlæggeren af al-Qaeda, Osama Bin Laden, i den pakistanske by Abbottabad. Siden er kritiske overskrifter haglet ned over landet, som i første omgang er et land fyldt med mennesker – nøjagtigt som lande i Vesten og heriblandt Danmark.
”Der er altid en bagside og en forside. Der er altid to historier af samme sag.” Netop denne synsvinkel vakte vores interesse for landet. Var alt virkelig så negativt, dystert og mørkt? Blandt negative historier fandt vi også lysglimt som, ”det sundeste og ældste folkefærd i verden” og ”Gæstfriheden bor i Pakistan” – vi måtte afsted på eventyr og gøre vores egne erfaringer.
De første forberedelser blev til flere og flere blev til mange. Eftersom Udenrigsministeriet har rødlistet landet, så var der flere forberedelser end sædvanligt. Vi havde møder med dansk-pakistanere i Danmark og et besøg på den pakistanske ambassade, hvor vi efter nogle uger modtog vores pakistanske visum. Vi pakkede som altid vores cykler i kasser og drog nu mod Lahore i Pakistan. I Pakistan er størstedelen af befolkningen muslimer og er iklædt den såkaldte Shalwar Kameez. Som altid rejser vi efter mottoet, ”Klæd dig som lokale og eventyret bliver det optimale.” I Lahore gik vi til skrædderen og fik hurtigt etableret vores nye garderobe. Nu var vi klar til at møde de lokale i øjenhøjde. Sproget er i størstedelen af Pakistan Urdu og det eneste fællessprog vi væbnede os med var ’smilet’. Hurtigt mærkede vi gæstfriheden – ikke på den påtrængende måde, men mere respektfulde, nysgerrige og venlige måde. De advarende røde lamper fra Hr. og Fru Danmark samt Vesten var ikke at spore i gadebilledet. Tværtimod blev vi budt på chai, cricket og div. udflugter rundt omkring i Lahore – UDEN BETALING. Vi endte sågar med en lokal ven, Asim, som sendte os videre med en sølvring. Ringen skulle bringe Allah og heldet med os på vores videre færd. Da vi spiser som de lokale, så måtte Emil lige igennem den obligatoriske ”mango-mås” (diarre), hvor vi efter 4 dage cyklede afsted fra Lahore i retning mod hovedstaden Islamabad. På landevejen blev gæstfriheden ikke mindre. Bemærkelsesværdigt var dog, at de eneste synlige tegn på oprør var bevæbnede vagter ved samtlige butikker – dette blev dog mindre mod nord. Landsbyerne mod Islamabad lå med jævne mellemrum og kilometer for kilometer løsrev vi os fra Lahores smog. Vi blev ofte stoppet af lokale, som tilbød os et hvil og en kop te.
En af dagene overnattede vi i telt. Mørket var faldet på og vi skulle finde ly. Det blev gjort i en lille skov. Vi passerede to bevæbnede militærfolk, hvorefter vi skar ned af en lille grusvej. Vi cyklede ind i en skov, hvor vi i mørket fik sat vores telt op. Dagen efter kunne vi så konstatere, at vi havde slået vores telt op i et hamp/cannabis mekka. Vi var dog afsted som solen stod op og mødte ingen sure bønner. Senere sov vi hos en gut, som levede i et harem. Han var kioskejer og stor motorcykelentusiast. Han vækkede os om morgenen med den danske nationalmelodi efterfulgt af lokal Punjab-dans.
Maden i Pakistan er et kapitel for sig. Roti, naan, ris og de lækreste krydrede retter var daglig kost. Et madhimmerige udenfor proportioner. De bedste spisesteder var gjort lokalt. Hygiejnen var ikke til en smiley fra det danske fødevareministerium, men maden var til gengæld en Michelin-pris værdig.
I Islamabad blev vi inviteret med ind i verdens femte største moské, Faisal. Den gjorde bestemt ikke verdens smukkeste hovedstad mindre køn. Omringet af bjerge gik vi ind til vores første bøn i Pakistan. Med de lokale i ryggen og imamen i forgrunden tog vi plads på bederækkerne og fik en oplevelse, som for de fleste vesterlændinge ville ændre synet på Islam – positivt. En smuk, jordnær og kærlig bøn. Vi mærkede hele vejen igennem Pakistan flere af koranens værdisæt. Særligt et af Allahs vigtigste budskaber, ”Du skal behandle fremmede som var det din familie”. Flere steder i Pakistan stod der på væggene, ”man kommer som gæster og forlader som familie”. Det passer som fod i hose til vores oplevelser.
Fra Islamabad cyklede vi videre nordpå. Vi overnattede bla. I byen, hvor Osama Bin Laden blev henrettet, Abbottabad. Igennem hele KPK den nordlige region blev vi eskorteret af politiet. Vi havde gerne været det foruden, da vores største ønske er at snakke med så mange lokale som muligt. Med politiet i ryggen er det ikke ligefrem den bedste indgangsvinkel til at indfri vores ønske. Politiets begrundelse var: ’Sikkerhedsmæssige foranstaltninger’. Man kan ikke komme udenom, at der også i disse år foregår en del terrorhandlinger i Pakistan. I hvert fald, hvis man læser de pakistanske medier. Vi havde dog på intet tidspunkt færden af dem. Vi snakkede med enkelte lokale, som satte nogle ord på situationen. Budskabet var det samme, ”Der er banditter alle steder i verden” – og det kan ikke siges bedre. Da vi nåede til den nordlige by Naran og 3000 højdemeter, kunne vi ikke fortsætte vores cykeleventyr. Det eneste bjergpas vi kunne passere for at nå byen Gilgit, var lukket grundet snefald. Vi besluttede at tomle den tilbage til Islamabad for da at flyve til en nærliggende by, Skardu. Herfra kunne vi leje et par motorcykler og tage den videre vej mod Gilgit. Grundet en omstrukturering i planerne var vi nu presset på tid, da vi havde billetter hjem d. 22 november. Motorcyklerne kunne give os et forspring. Vi brugte nu en uge på motorcykel i de pakistanske bjerge, Karakoram, Hindu-kush og Himalaya. Vi kørte hele vejen til Karimabad i Hunza-dalen, hvor vi havde fornøjelsen af at møde det efter sigende sundeste folkefærd i verden. Ifølge dem selv er det grundet vandet fra kilderne og deres selvforsynende kost. Vi tænker dog også, at højdemeterne har noget at skulle sige. Naturen i det nordlige Pakistan er en Disney-film værdig, hvorfor Pakistan stryger ind på vores top tre over verdens smukkeste naturvidundere. Vilde pumaer, bjerge som tårner sig op i himlen, bjergsøer og floder, som snor sig gennem dalene. Ligeledes har man det sammen med de lokale, da turismen er nærmest ikke eksisterende. Fem stjerner herfra.
Grundet en demonstration i Islamabad måtte vi af sikkerhedsmæssige årsager udskyde vores hjemrejse med fem dage. Den politiske situation i Pakistan er desværre et korruption kapitel for sig, hvilket er synd for størstedelen af befolkningen, som blot ønsker fred og ro. Længe leve Danmark og vores velfærdssystem.
Hele rejsen gennem Pakistan var 1000 kilometer.
Dagbogstanker:
Vi rejste til Pakistan for at formidle folket og kulturen på godt og ondt. Gør dine egne erfaringer i livet og udenom medier – det er sundt.
Et kæmpe land med et urimeligt sølle omdømme. Et land hvor lokale så gerne vil dig godt, har vesten slukket for varmen og undladt at formidle alt godt.
På trods af enkelte triste tilfælde, hvor terrorister har fået vesten til at bløde, har uskyldige mennesker, en hel kultur, en hel religion, måtte bøde. Mennesker som arbejder, engagerer og uddanner sig. Drømmer, griner og leger.
I vesten har mange et kedeligt syn på muslimer, deres påklædning og deres trivsel. Man har gjort et folk til skurk – et folk, som bærer troen på kærlighed. Det er absurd. Det er ikke, hvad man ser og hører, men hvordan man ser og lader os berøre.
Af Danmark blev vi sendt afsted med røde flag og lamper – med bekymringer og håb om at blive i det “sikre og trygge”, blandt bandekrig og iltsvindene fjorde. Mange fordømmer og peger fingre. Hvordan ville det se ud, hvis den menneskelige kærlighed vandt? I Danmark gør man alt rigtigt, ikke sandt?
Vi elsker Danmark overalt på jorden. I mange år har vi rejst kloden rundt. Vi har snakket med alle former for mennesker på godt og ondt. Kun ét sted kan vi se os slå rødder og det er i fædrelandet Danmark – blandt vores danske søstre og brødre.
Lad os generere kærlighed og ikke had. Kærlighed og fred.