Cykeldrengene

Som H.C Andersen sagde, “At rejse er at leve”, og’ det er netop, hvad vi er drevet af.

 

Den 26 maj 2023 blev dagen, hvorpå vi afsluttede det vildeste kapitel i vores liv. Vi afsluttede et eventyr, en ekspedition og en uddannelse i livet.

Efter 30 dage på isen, 500 km tilbagelagt, hvoraf 350 km af dem var på cykel, nåede vi vores mål – at cykle så meget som overhovedet muligt på tværs af det magiske Grønland, den uendelige indlandsis. Vildeste, hårdeste, smukkeste og skønneste, men vigtigst af alt uforglemmelige øjeblik i vores liv.

 

I knap to år har vi tilsidesat alt, familie, venner, fester og fejringer – vi har gået all-in på eventyret på tværs af Moder Grønland. Vi har trænet målrettet, mentalt som fysisk, i Danmark, Grønland og Norge og opnået et stadie, hvor vi med hånden på hjertet kunne sige, at vi var i vores livs form. Det siger ikke så lidt, når vi har dyrket elite fodbold i alle vore ungdomsår, cyklet hele jorden rundt og presset os selv til langt udover alle grænser mentalt, nok om det. Vi har sparret med verdens førende og mest erfarende polarfolk og havde ligeledes to guider med på ski, hvor den ene Are Johansen har krydset Antarktis x4, Grønland x6 samt Nord/Vest passagen. De som kender historien, kender den. Ekspeditionen var vores liv, nat og dag. Vi var mere klar end nogensinde.

Vi kunne forberede os på 90 procent ud af 100 mulige. 10 procent var ude af vores hænder og talte, isbjørne, skader, mekanik, gletsjersprækker, vind og vejr.

 

Den 27 april 2023 stod vi klar ude ved starten af fjorden i Kangerlussuaq, derude, hvor Grønland kysser det vestlige ishav. Stolte med fremskudt brystkasse og et knusende greb om modet i vore hænder, venskabet som seler og håbet ude i horisonten. Vi var klar med 2 pulke hver, 92 kg udstyr pr mand og proviant til et polart eventyr – som pionerer af et uforudsigeligt eventyr. Kunne cyklerne overhovedet klare presset og den til tider ugæstfrie natur? 600 km indlandsis stod for døren. Nervøse og spændte cyklede vi afsted.

 

Allerede efter første uge vidste vi, at det ikke ville blive en let opgave. Cyklerne led de første mekaniske laster, som resulterede i flere følelsesmæssige sammenbrud. Vi måtte reparere med snor og ståltråd. “Den som leder længst, finder en udvej”.

 

Hvad vi ikke havde forventet var, at vi var oppe imod det værste ekspeditionsår på indlandsisen til dato med den ene passerende Pitarq/storm afløst af en anden. Med sammenlagt 9 dage i telt ud af de 30 dage, og 8 storme i alt – udsigt til to mere i vejrvinduet. Situationen lukkede alle muligheder for at stramme kæden og bevæge os fremad med de gennemsnitlige 2,7 km/t. Udsigten til at nå Isortoq, med 100 km igen, opvejet op mod vores rationer af mad og brændstof, var noget man ikke engang kunne fantasere om. I en uge havde vi rationeret, spænket og sparret mad og brændstof. Vi havde slutteligt efter 30 dage ingen energi tilbage i kroppen og havde smidt hhv. 16 og 17 procent af vores kropsvægt. Med svimmelhed og kropslige temperaturudsving var vi presset. På dette tidspunkt havde vi i knap 30 dage forbrændt 6000-8000 kalorier dagligt og indtaget gennemsnitligt 3000-3500 kalorier. Vi arbejdede minimum 10 timer på aktive dage, hvor den længste var et ryk på 16 timer. Vi fik i gennemsnit 5 timers søvn om natten. Situationen taget i betragtning og en sidste vejropdatering fra vores norske backofficemanager, som sagde to storme med vindstød af 35 m/s var vi nu i livsfare – havde vi ikke reageret. I disse vinde, kan ingen hente dig ned. Med vindstød af 35 m/s og en real temp på -36 grader dropper chillfaktoren til -45 grader plus/minus. Vi mærkede det løbende med frostskader på fingre, kinder og næse.

 

Det betød, at vi med 100 km igen til Isortoq var slået. Den forlængede spilletid var længe spillet færdig og kampen var fløjtet af. Nu startede en aktion, som har sin helt egen historie. En helikopter landing af sammenligning med en Topgunn præstation. Historien her er lang og indebærer vores familie, som valgte at flyve til Grønland for at tage imod os.

 

Vi har alle dage bestræbet os på at jagte vores vildeste drømme, at presse os selv som mennesker, men intet slår vores glæde til livet, så vi måtte handle før timeglasset løb ud. Det at kigge tilbage på ekspeditionen nu fortæller os, hvor stærke vi mennesker kan være, at vi kan presse os selv langt længere end tænkeligt, men at naturens kræfter ikke kan måles mod menneskets kræfter – naturen er størst. Ekspeditionen gav os et sæde på livets skolebænk, en rejse ind i det indre, hvor vi lærte, at rejsen i vejen til målet overskygger alt andet.

 

Handler livet ikke om at gøre, hvad der gør dig glad? Om at gøre ting, som skaber den bedste udgave af dig selv og om at være et godt menneske? At handle i bevidstheden om, at man indimellem må sadle om, om at acceptere, og om at lære af fejlen. Med fejl og knubs opnår vi et stadie, som fører til udvikling. At lade livet skræmme dig og at putte sig selv under pres er essentielt for udvikling.

Vi fik den smukkeste ekspedition og er STOLTE. Et eventyr som på alle led og kanter gav os mere end hvad vi havde turdet håbe på.

Vi glæder os allerede nu til nye eventyr og alt, hvad fremtiden ellers må bringe. Husk på, at vi alle har én ting til fælles. Vi skal alle herfra, hvordan vi får mest muligt ud af livet, er op til os og KUN os.

 

Tanker fra isen.

“Vores venskab sejrer igen – vi har gjort det før og lader hjerterne banke i takt. Hvert hjerteslag giver drømmene næring, vi mærker dem og får dem sagt. Mange går og spekulerer om drømme – de lader drømmende dvale – sig dem højt, lad dem tale.

 

Udrustet med troen på lykkens projekter, lukker vi ørene for modstandens arkitekter. De bygger forhindringer så høje, at mange mennesker lader sig bøje. De har alle dage råbt op, bare lad dem skabe sig – jeg har fået nok.

Vi har fra dag ét indgået en pagt. Vi vil på isen føle, mærke, danse og dykke ned i frustrationer – vi vil være tilstede i livet, nuet, og virkeligheden, det er vores ambitioner.

 

Vi venter hele ugen på weekend, hele året på sommer og hele livet på lykken, hvorfor lader vi os vente, lad os leve for syv-sytten. Har du før mærket smilet uden at vide hvorfor, da er du på rette spor, KOM SÅ!”

Af hjertet tak for at læse med.

 

Et uendeligt TAK til Pelle Nilsson og Are Johansen for at tro på det umulige. Historien er skrevet og gjort, TAK. I har vores vildeste RESPEKT. Tak for at dykke ned i alle følelser, for at acceptere. Jeres tålmodighed er nævneværdig. I er vores helte.

 

Et hjertevarmt knus og rungende TAK til alle jer, som har været med i støtten og supporten – uden jer, havde vi aldrig haft modet til at cykle ud i uvisheden.

 

Hold kæft, vi har det godt!

 

VI GJORDE DET SAMMEN