I marts 2025 fik vi en helt særlig mulighed. Vi rejste til den kurdiske del af Irak for at hjælpe en gruppe syriske flygtningepiger og kvinder. Formålet var enkelt og alligevel stort. At give plads til glæde, frihed og modet til at finde sig til rette i det kurdiske samfund.
Hvordan gjorde vi det? Vi havde fornøjelsen af at rejse med Sport X, som inviterede 20 flygtningepiger og kvinder med på en sjælden tur væk fra flygtningelejren. Målet var klart. At skabe tryghed, nærvær og tid til leg og grin uden bekymringer. Vi tog dem med op i bjergene, de sneklædte tinder der strækker sig langs grænserne til både Tyrkiet og Iran. Her boede vi sammen med kvinderne og lærte dem at stå på ski over de næste dage.
Hele projektet havde et ambitiøst udgangspunkt. At starte Iraks første skifestival og i det hele taget etablere et skiområde. Dagene gik med arbejde i bjergene, hvor vi fik alt til at hænge sammen i området hvor festivalen skulle afholdes. Ski, generatorer og nødvendigt udstyr blev transporteret op ad stejle veje. Kvinderne hjalp til, og den glæde og de smil de bar rundt på, var både smittende og dybt rørende. De knyttede sig til hinanden på forbløffende kort tid.
Vi brugte meget tid på samtaler med pigerne og kvinderne. Om deres liv, om de omstændigheder der havde bragt dem hertil, om håb, drømme og fremtidsønsker. De var samstemmige. De ønskede fred og et liv uden krig. Stabilitet og muligheden for at turde drømme om noget større overskyggede alt andet. Nogle havde mistet deres forældre. Andre var flygtet uden familiemedlemmer som stadig befandt sig i krig. Et perspektiv der rammer hårdt, set fra lille Danmark, hvor vi ofte tager det for givet at leve med et sikkerhedsnet der altid står klar. Et tag over hovedet og en varm seng.
Efterhånden blev vi en del af deres kultur. Der blev danset og sunget, og vi delte måltider siddende på gulvet. Åbenheden, gæstfriheden og taknemmeligheden var umulig at overse.
Efter mange dage med hårdt arbejde, slid og samtidig masser af grin og nye minder, stod skifestivalen endelig klar.
Inden hjemrejsen til Danmark tog vi et par dage på egen hånd i hovedstaden Erbil. Vi ville opleve kulturen, hverdagen og livet i byen. Umiddelbart virker området til at have klaret sig godt siden invasionen fra USA. De har formået at etablere sig. Noget vi ofte glemmer i Vesten, er at det også her blot er familier der afleverer børn i skole, går på arbejde og samles om aftensmaden når dagen er slut. Gæstfriheden, nysgerrigheden og åbenheden er dog helt ekstraordinær.
Vi kommer helt sikkert tilbage. 🌍❄️
